Historier fra NordVirk

Silas i uddannelse og i erhvervspraktik hos NordVirk

22/11-2023

Da Silas startede hos NordVirk, identificerede han udviklingspunkter for NordVirks webshop, og tog selv ansvar for at udvikle på den. Han voksede med ansvaret, og det inspirerede ham til at tage en uddannelse på ordinære vilkår.

Han dimitterede fra sit STU-forløb hos os i sommeren 2023, og startede i en fuldtidsuddannelse på Aalborg Handleskole, hvor han tager en ”Detailhandelsuddannelse med specialer”. I den forbindelse vendte han tilbage til NordVirk i en uges erhvervspraktik, og genoptog sit arbejde med vores webshop og de andre velkendte opgaver, han forlod efter endt STU. Som en del af erhvervspraktikkens vilkår, arbejdede Silas på fuld tid, og kravene var øget væsentligt. Det var dog intet problem for Silas.

Vi er glade for, at kunne have dannet rammerne for Silas til at kunne udvikle sig selv i sådan en grad, og som bonus at have fået så god en webshop.

Peter øger sine faglige kompetencer

20/11-2023

Efter at have haft sin gang på lageret siden sin start på STU hos NordVirk, er Peter blevet inspireret til at gøre sig mere eftertragtet på arbejdsmarkedet. Han har, med hjælp fra NordVirk, gennemført forløb på AMU for at tage palleløfter- og gaffelstablerbevis. Det har han senere hen bygget videre på med et gaffeltruckbevis.

Denne udvidelse af sine faglige kompetencer har vi haft glæde af på NordVirk i og med, at vi har fået endnu en dygtig person på lageret til at varetage de logistiske opgaver.

Vi hos NordVirk arbejder tæt sammen med vores deltagere, om målrettet at identificere muligheder for at skærpe deres faglige profiler, og hjælpe dem videre på vej mod studie eller i arbejde.