Job hos NordVirk

Er du interesseret i at arbejde hos os? Lige nu søger vi en kompetenceudvikler:

Kompetenceudvikler med pædagogisk og IT-faglig erfaring

NordVirk er i en spændende udvikling og søger nu en medarbejder med pædagogisk og IT-faglig erfaring, der kan indgå i vores IT-produktion og samtidig varetage vejlederopgaver for 4-6 unge mennesker med en autismeprofil. Vi tilbyder et spændende job med mange berøringsflader i en dynamisk organisation præget af et højt fagligt niveau. Stillingen er 37 timer pr uge.

Du vil indgå i et samarbejde med to teams, hvor den ene har det operationelle ansvar for, at IT arbejdsprocesserne på lager og IT-værksted sker smidigt og effektivt. Det andet team er et pædagogisk team, der varetager pædagogiske vejlederfunktioner inden for uddannelse (STU) og beskæftigelse (LAB).

Dine daglige arbejdsopgaver vil primært være på lageret og IT-værkstedet i et tæt samarbejde med NordVirks værksteds- og produktionsleder, IT- og teknisk leder og NordVirks deltagere i tidsrummet 9.00-14.00. Din hovedopgave er at bistå og oplære deltagerne i NordVirks mange forskelligartede IT-produktionsprocesser, samt at udvikle deres arbejdskompetencer, indsigt og forståelse for at indgå aktivt på en arbejdsplads.

Møder og forberedelsestid foregår i tidsrummet 8.00-9.00 og 14.00-15.30 og enkelte dage til 17.00.

Du skal evne at organisere og afholde møder og have jævnlig kontakt med UU-vejledere, forældre, sagsbehandlere og evt. eksterne samarbejdspartnere i forbindelse med din vejlederfunktionsopgave. Der forventes, at du kan formulere dig på dansk både mundtligt og skriftligt, samt udarbejde mål og handleplaner for deltagerne i STU/arbejdstræningsforløb.

Om NordVirk
NordVirk er etableret som erhvervsdrivende fond med en mission om at forbedre beskæftigelsesmulighederne for mennesker med autisme. Det gør vi ved at drive IT-virksomhed med refurbishment af brugte computere og med fokus på vores sociale formål, hvor vi tilbyder uddannelses- og beskæftigelsesforløb for mennesker med autisme og lignende udviklingsforstyrrelser.

Det betyder, at alle medarbejderne hos NordVirk skal være særdeles opmærksomme på deres rolle i forhold til at skabe tillidsfulde og positive menneskelige relationer ud fra en anerkendende tilgang, mens man samtidigt opretholder en høj kvalitet på produktionsdriften.

Som erhvervsdrivende fond forpligter NordVirk sig til at reinvestere vores overskud i arbejdet med målgruppen. Vi har et ambitiøst mål om at vækste virksomhedsdriften, mens vi ansætter mennesker med autisme i flex- og skånejobs, der understøtter vores daglige drift. Vi har pt 3 ansatte på særlige vilkår og forventer at ansætte yderligere 2-3 medarbejdere i løbet af 2021.

Læs mere her på hjemmesiden.

Din rolle i NordVirk

  • Organisere og fordele arbejdsopgaver indenfor IT-produktion og pædagogiske læringsmål
  • Skabe et stabilt og effektivt flow i produktion, samt opretholde en høj kvalitet
  • Sikre og opretholde produktionskapaciteten iht økonomiske mål
  • Sikre overholdelse af NordVirks forpligtigelser iht kontrakter vedr. registreringer, afrapporteringer og datasletningsprocesser
  • Prioritere, effektivisere og implementere interne arbejdsprocesser ud fra de ressourcer, vi har til rådighed
  • Planlægning og udformning af målsætnings- og handleplaner iht deltagernes pædagogiske tiltag, samt videreformidling af information til sagsbehandlere og andre samarbejdspartnere
  • Tæt samarbejde med det pædagogiske team
  • Deltagelse i pædagogiske møder
  • Ansvar for 4-6 pædagogiske vejlederfunktioner

Vi leder efter en person, som:

  • Har en god forståelse for og lyst til at arbejde med mennesker med autisme, der har faglige, personlige og sociale udfordringer
  • Har en positiv og imødekommende tilgang til samspillet med mennesker og opgaveløsning
  • Kan motivere, forklare, instruere og implementere eksisterende og nye arbejdsprocesser
  • Er en hold spiller til dine kolleger og har et helhedsorienteret perspektiv
  • Er beslutningsdygtig, myndig og handlekraftig
  • Kan have mange bolde i luften og bevare overblikket
  • Tager ansvar, er struktureret, systematisk og kan følge beslutninger og opgaver til dørs
  • Har en bred teknisk forståelse, så du kan indgå i teknisk dialog og produktionsarbejde
  • Er ambitiøs på egne og NordVirks vegne

Høj faglighed
Du har en relevant uddannelse/erfaring indenfor det pædagogiske arbejde og en generel viden/erfaring med produktionsprocesser og IT, ligesom du er god til at organisere og strukturere opgaver, der passer til deltagernes faglige niveau, så de udvikler sig professionelt.

Vi tilbyder
Vi kan tilbyde et spændende, udfordrende og afvekslende job hos en organisation i vækst og udvikling. Du får gode udviklingsmuligheder på en inspirerende og ambitiøs arbejdsplads. Løn- og ansættelsesvilkår følger NordVirks lokale overenskomst.

Vi tilbyder et uformelt miljø med professionelle og kvalitetsbevidste kolleger, hvor der lægges stor vægt på gode samarbejdsevner og lysten og evnen til vidensdeling og læring. Vi vægter samarbejdet og holder humøret højt, selvom her til tider er travlt. Vi har fokus på medarbejdernes fortsatte udvikling og tager kompetenceudvikling seriøst.

Sådan søger du 
Du bedes sende CV og en motiveret ansøgning til sl@nordvirk.dk, hvori du beskriver, hvorfor du er den rigtige kandidat. Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Stepan Lee på telefon 2227 1083.

Ansættelsessamtaler finder sted i uge 25 og 26. Tiltrædelse er d. 9. august 2021 eller snarest derefter.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest den 21. juni 2021 kl. 12.00.

Har du spørgsmål?

Stepan Lee

Adm. direktør
Indkøb